NEW ZEALAND RUNDT PÅ 7 UGER – 1500 KM PÅ CYKEL -- 2500 KM I BUS 

Sydøens Østkyst
Fjordlandet
Sydøens Vestkyst
Sydøens Nordspids
 
Cook Strædet/Marlborough Sound
Nordøens Sydspids/Wellington
Nordøen – Tongariro Nationalpark – Rotorua
Matamata/Hobbiton – Tauranga ved Stillehavet
Auckland


Sydøens Østkyst:

(Tilbage til toppen)


Efter at have cyklet 3 somre i træk i Irland, måtte vi have en ny udfordring til
os og vore mountainbikes. Valget faldt på at komme om på den anden side jordkloden til New Zealand og lad os slå fast med det samme: Det blev en utrolig naturoplevelse blandt et meget venligt og hjælpsomt folk.

Det var en lang flyvetur fra Kastrup til Christchurch med ophold i Singapore undervejs, godt 20 timers flyrejse. Allerede i lufthavnen i Christchurch fik vi et eksempel på newzealændernes gæstfrihed. Vi kom i snak med et ungt par, der havde været med samme fly og snakken blev afsluttet med et: ”Vi bor på den sydlige del af Nordøen og kommer I der forbi, må I endelige kikke ind til et måltid mad og en overnatning”. Et andet par fra Sydsjælland, vi mødte på udrejsen, skulle besøge deres datter. På en rejse rundt i New Zealand året før, var hun blevet meget glad for en fårefarmers søn i Invercargill på Sydøen. Som forældrene sagde: ”Det er bedre, hun finder een langt væk, hun er glad for end een fra nabosognet, hun ikke kan sammen med”. De så dog ”lidt” trætte ud, da de efter godt 20 timers flyvning skulle flyve yderligere 2 timer til sydøens spids. 

Efter at have klargjort vore mountainbikes var det utrolig dejligt at cykle fra lufthavnen ind mod Christchurch i 28 graders varme. Her boede vi et par dage før vi 3. januar 2003 cyklede mod syd ad ruten Ashburton, Geraldine, Pleasent Point, Fairlie , Lake Tekapo, Twizel og Queenstown.

Forholdsvis hurtigt blev vi klar over, at grundet ”bakkernes ” højde og vores måske lidt korte tid til at nå rundt, måtte vi gøre det til en kombineret cykel- og bustur. 

Fra Fairlie mod Lake Tekapo cyklede vi over Burkes Pass på 709 m , hvilket vi klarede i pæn stil - trak vel kun de sidste 20 meter til toppen. Derefter fulgte en fantastisk flot tur i strålende solskin ned til søen Lake Tekapo med dets smukke turkisblå vandspejl. Uden for Ashburton fik vi af vores B&B værtspar anvist en rute ad små veje langt fra alfarvej. Her ude på landet fik vi igen eksempler på new zealændernes hjælpsomhed og interesse for andre. Inden for den første halve time stoppede 2 lokale farmere op og spurgte, om vi var faret vil og om de kunne hjælpe os. 

Vi kører altid med dannebrog i bagagebæreren og dette gav også resultat, da vi nåede frem til den lille by Fairlie. På vor vej op til værelset med bagagen, kom en frisk ældre mand hen til os og sagde på rigtig nordjydsk: ”Velkommen til byen.” Det var Leon fra Skørping syd for Ålborg. Han havde bosat sig i N.Z. i 1959 og lovede dengang sin mor at komme hjem på besøg hvert år. Det løfte havde han holdt. Leon bød naturligvis på en gammel dansk hjemme hos sig selv og vi så hans dejlige hus. 

En anden god oplevelse på samme hotel var, da vi bad om nøglen til vort værelse. Værten smilte venligt til os og sagde, at det med nøgle til værelset brugte man ikke herude. Vi er venlige og ærlige mennesker her i byen. En dejlig tillid at vise.
 

Fjordlandet:

(Tilbage til toppen)


Det første længere ophold blev Queenstown. Her var vi 4 dage. En lille aktiv by ved Lake Wakatipu omkranset af den høje bjergkæde The Remarkables. det er virkelig stedet for mennesker med trang til at få en på opleveren. Her er alle mulige aktiviteter . Et væld af vandreture af forskellig længde og sværhedsgrad. Jet boats, paragliding, rafting, blive trukket i en wire et par hundrede meter over en flodbred i 100 meters højde og ikke at forglemme (elastikspring) Bungy Jump. 

Et af de absolutte højdepunkter var at være ude ved den bro, Kawarau Bridge, hvor en vis A.P. Hackett sådan rigtig startede det med Bungy Jump i 1988. Det var en helt speciel oplevelse at være der og bare iagttage folk. Vi kørte til broen i bus med en flok unge mennesker fra hele verden De var meget stille både ud og hjem, men hjemad kunne vi fornemme en lettelse og se et dejligt glimt i deres øjne, der ligesom sagde: ”Vi klarede det”. Prisen for springet på 43 m er i øvrigt: spring + T-shirt + videooptagelse ca. 600 kr . Queenstown er en pragtfuld lille by og en rigtig ”legeplads” for folk i alle aldre

Er man i Queenstown, skal man naturligvis tage en afstikker til Milford Sound. Kun en vej fører hertil, men den 400 km lange køretur er en oplevelse i sig selv – Te Anau Downs, hvor bådene til Milford Track sejler fra, Mirror Lakes eller Spejlsøerne, hvor bjergene spejler sig i søerne og Avenue of The Disappering Mountains – bjergene opleves som forsvundet, fordi vejen stiger så voldsomt, så de en tid ikke kan ses. En sejltur på Milford Sound er en utrolig flot naturoplevelse.

Ro og storhed kendetegner fjorden, som er omkranset af høje bjerge direkte til vandet. Højdepunktet er nok Mitre Peak (bispehuens top) - 1962 m og så vandfaldene The Bowen Falls og Stirling Falls på hhv. 160 og 146 m. På sejlturen ud til Det Tasmanske Hav oplevede vi delfiner og sæler – også en sælmor med sin unge fik vi et glimt af i solen på de store sten. 
 

Sydøens Vestkyst:

(Tilbage til toppen)


Fra Queenstown gik turen med bus videre gennem regnskov over Haast Pass til Franz Josef gletcher ved vestkysten. En fantastisk tur gennem al slags natur. Mod Wanaka kørte vi med New Zealands højeste hovedvej 1020 m oppe. Masser af hårnålesving og langt ned - uha, uha. I udkanten af den lille by Frants Josef, fører en lille vej tæt på gletscheren, som så kan ses gennem regnskovens trætoppe – et storslået syn. 
Fra Franz Josef gletcheren cyklede vi mod nord gennem regnskov. Den første dag skulle en stigning over 4 km til 200 meters højde og 10 hårnålesving opad forceres, men sikken oplevelse at være midt i regnskoven og samtidig opleve den oppefra og havet langt nede mellem palmeblade og trætoppe. 
Vi stoppede i den lille by Harihari, af opfindsomme newzealændere også kaldet Hari Twice.

Næste dag igen godt 70 km på cyklerne til Hokitika, hvor vi så fabrikken for forarbejdning af jade til smykker. Herfra cyklede vi mod Greymouth og besøgte undervejs en gammel guldgraverby Shantytown.

I Greymouth boede vi på backpacker Hostel blandt rygsækrejsende fra hele verden.
Det bør nævnes, der ingen øvre aldersgrænse er for rygsækrejsende. Det er herligt. Vi boede her på et Backpacker Hostel, Global Village - dejligt sted. Især slog det os, hvilken rolig og harmonisk stemning, der var blandt både de unge og de ældre rygsækrejsende. 

At lave mad i fælleskøkkenet er hygge, snak og udveksling af rejseoplevelser og gode råd. Alt sammen blandet med syn og dufte af fremmedartet mad fra 7 forskellige nationer. Vi mødte ikke ”kan alle se mig, kan alle høre mig typen” og vi mødte ikke lettere berusede unge. Dagens oplevelser er stadig ”i kroppen” og næste dag vil igen byde på oplevelser og udfordringer i naturen. ”Færdsreglerne” for samvær mennesker imellem overholdes som den naturligste ting i verden. Det var virkelig dejligt livsbekræftende at være sammen med den type unge såvel som ældre mennesker. 

Fra Greymouth gik det videre stadig langs vestkysten mod Westport. Cykelturen bød hele tiden på vekslende udsigt over Det Tasmanske Hav – stenformationer – bush – flade strandenge med fugleliv – en lise for sjælen. Vi gjorde stop ved Pancake Rocks, klipper formet som stabler af pandekager. Når vandet slår ind under klipperne, dannes der lufthuller, hvilket giver nogle vældige brag. At stå ved klippesiden er en totaloplevelse af lyd/susen/vandkaskader m.m. Indgød os stor respekt for naturkræfterne.
 

Sydøens Nordspids: 

(Tilbage til toppen)


Cyklerne og vi tog det meste af vejen med bus fra Westport til Nelson. Her opholdt vi os 4 dage. Nelson har ry for at være byen med New Zealands behageligste klima. Selv om vi indimellem tyede til at køre med bus, nød vi meget at have vore cykler til at komme rundt i omegnen med, når vi opholdt os flere dage samme sted. 

I Nelson skulle vi hilse på Agner, en 92 årig dansker fra Them ved Silkeborg.(Venner i Esbjerg havde formidlet kontakten). Vi cyklede ad en stejl gade op til Agner . Vi kom uanmeldt og da vi mødte Agner, steg han ud af sin bil efter en ca. 300 km lang køretur fra Christchurch til Nelson. Han betroede os senere på aftenen, at han syntes, det var noget pjat, han skulle til køreprøve hvert andet år. Agner inviterede på omelet med bacon og friske hindbær til dessert. Vi havde en hyggelig aften sammen. Agner er en utrolig fortæller, så vi fik indblik i, hvordan hans liv havde være siden ham og hans kone med 6 børn var rejst fra Danmark i starten af halvtredserne . En sjælden åndsfrisk og livsglad 92 årig. 

Det var også her i Nelson vi mødte de 2 første danske rygsækrejsende, Sarah fra Løkken og Mia fra Hjørring De blaffede rundt og fortalte os, at det var nemt at få et lift. De fleste bilister i N.Z. har den holdning , at er der plads i bilen kan de lige så godt hjælpe unge turister. Nelson er en dejlig, livlig by med masser af cafeliv.

En af mange udflugtsmuligheder er en tur til landets mindste nationalpark, Abel Tasman ved Tasman Bay og Golden Bay . Her er små, skønne gule sandstrande, som man kun kan komme til ad søvejen eller ved at vandre gennem regnskov fra bugt til bugt . Vælger man enten en trekkingtur eller at sejle i kajak, er her overnatningssteder i hver bugt. En tidlig morgen kunne man her se livlig aktivitet på stranden af grupper og unge som ældre kajakroere.

Midtvejs på turen rundt i New Zealand blev lørdag den 25. januar en af mange uforglemmelige dage. Om formiddagen var vi på besøg i Jens Hansens guldsmedeforretning i Nelson. Den drives nu af sønnen Thorkild, idet Jens Hansen døde for et par år siden. De to er/var ikke nogle ”hvem som helst” Hansener i New Zealand. Det var nemlig far og søn her, som skabte Ringen til den verdensberømte filmtrilogi om ”Ringenes Herre”. De tre film er optaget på New Zealand med newzealænderen Peter Jackson som instruktør. Vi fik en hyggelig snak med Thorkild og gode fotos.
Hans mor kom forbi og inviterede os hjem på kaffe næste dag. Hun stammede fra Skærbæk i Sønderjylland. 

Om eftermiddagen ville vi cykle uden for Richmond for at kikke nærmere på en vingård. Marlborough er et af New Zealands bedste vinområder.Da vi cyklende nåede til Richmond fortalte et udspændt banner over gaden, at der var Rodeo i byen. Det måtte vi selvfølgelig også have med. Vi fandt frem til, hvor det foregik og var pludselig blandt unge og ældre som for en dag ”legede cowboys” – iklædt cowboyhat. I en indhegning fulgte skiftende shows, hvor der blev fanget kalve med lasso og redet på både vilde heste og tyre. Et herligt show, hvor vi følte os hensatte til ”det vilde vesten”. 

Vi nåede også vingården og et par smagsprøver af en præmieret hvidvin, Savignon. Om aftenen var vi i selskab med 7 unge schweiziske backpackere, hvoraf den ene i øvrigt fejrede sin 27 års fødselsdag. Sådan en dag bekræfter én i, at man aldrig bliver for gammel til at søge nye udfordringer og rejseoplevelser. 
 

Cook Strædet/Marlborough Sound:

(Tilbage til toppen)


Efter fire dage i Nelson fortsatte vi mod Picton – overfartsbyen fra Sydøen til Wellington på Nordøen. Mellem Nelson og Picton finder man en af de smukkeste vandreture i hele landet, den ca. 70 km lange Queen Charlotte Trek ved Marlborough Sound. 

Selve sejlturen fra Picton til Wellington skulle være en af de smukkeste sejlture i verden og den var storslået, skønt vi for første gang på turen ikke havde vejret med os. Det var overskyet og let regn som afslutning på vore 27 dage rundt på Sydøen. Under overfarten lod vi de mange positive oplevelser fra Sydøen bundfælde sig, før vi spændte kunne vende os mod, hvad godt de næste 3 uger på Nordøen ville bringe os.
 

Nordøens Sydspids/Wellington:

(Tilbage til toppen)


Hovedstaden Wellington (325.000 indbyggere) oplevedes i første omgang som en stor kontrast til de små byer op langs Sydøens vestkyst. Vi var i Wellington to dage og nåede at se en del.

Det er en smuk by med mange arkitektoniske perler – omkring havnen har kunstnere fået frit spil – her ligger også Kunstakademiet og ikke at forglemme Civic Square – et slags centrum for byen.

En af hovedstadens helt store oplevelser var Te Papa Museet. 46.000 m2 i 6 etager viste alt om landets historie, maoriernes såvel som nybyggernes historie.

Vi fik i tilgift en udstilling om ”Lord of the Rings” tilblivelse. Udstillingen kommer hele verden rundt, men Wellington var første sted, idet en del af optagelserne til trilogien er gjort her og i omegnen. Den giver glimrende indsigt i, hvilket kæmpeprojekt optagelserne til filmene har været. Vi fik også set parlamentsbygningen og The Beehive (ministerkontorerne) og oven for byen den smukke botaniske have. 

Herefter var det på cyklerne langs vestkysten mod nord. Et par dage senere fik vi igen et dejligt møde med gæstfrie mennesker. Vi kontaktede den unge familie, vi traf i lufthavnen i Christchurch og som forventet : ”vi var mere end velkomne til at kikke forbi - de glædede sig til, vi kom forbi”.

Med en lille snørklet vej over en smal bro tæt på stranden i kystbyen Waikanae Beach fandt vi frem til deres lille hus. Vi havde en hyggelig eftermiddag og aften sammen. Den unge mand Andrew kom fra Sydafrika, hvor hans familie havde boet de sidste 300 år – han var rejst ud i verden som 18 årig og havde 5 år senere i London truffet Nicki fra New Zealand. De havde begge rejst meget rundt og da Nicki skulle hjem til Christchurch, fulgte Andrew med – sammen ville de skabe en tilværelse i New Zealand. Indtil nu havde det resulteret i deres dejlige 3-årige søn Jakob. Da vi traf dem, kom de fra familiebesøg i Sydafrika. Andrew lagde ikke skjul på sin hjemve, men heller ikke på, at han ikke kunne se en fremtid i Sydafrika for deres lille familie. 

Sådan en aften sammen med en ung sydafrikansk/new zealandsk familie 20.000 km væk fra Esbjerg glemmer et par ældre rygsækrejsende aldrig. Vi husker Nickis udtryk, da hun fortalte, at de naturligvis også havde deres problemer, men: ” Man må tage livet på sig”, fortsatte hun stille og eftertænksom. Hvor er det rigtigt sagt.
 

Nordøen – Tongariro Nationalpark – Rotorua:

(Tilbage til toppen)


Næste morgen cyklede vi videre mod nord via Foxton og Bulls mod Lake Taupo. På vejen hertil havde vi et glimrende udsyn til Nordøens Højeste punkt, vulkanen Mt. Ruapehu ( 2800 m ), som er en af 3 vulkaner i Tongariro Nationalpark, der i øvrigt har en meget varieret natur og et væld af vandreruter. 

Der er ørken skiftende med regnskov forneden, alpint landskab foroven og alt muligt indimellem. Ikke så mærkeligt er en del af ”Ringenes Herre” optaget her ligesom det om vinteren er et yndet skisportsområde. 

Vi havde 4-5 dejlige dage i Taupo ved Lake Taupo. Udsigten over søen med The Sleeping Princess (en smuk kvinde), som bjergenes silhuetter danner yndefuldt mod nord, nød vi, når vi cyklede langs søbredden og ikke at forglemme søen ved solnedgang.. 

Uden for Taupo oplevede vi landets mest besøgte vandfald, Huka Falls med flot turkisblåt, skummende vand. Omkring Taupo er der flere muligheder for at komme lidt tættere på jordens indre, bl.a. ved Craters of the moon, lige over for Huka Falls. Et månelignende landskab med kogende mudder og dampe fra det indre af jorden. 30 km nordøst for Taupo besøgte vi et andet interessant termisk område, Orakei Korako , i meget smuk natur. 

Fra Lake Taupo gik det videre til Rotorua, maoriernes højborg. Det er også byen, hvor man advares mod mindre behagelige ”dufte” grundet svovlholdige kilder. Turistbrochurernes advarsler synes dog at være noget overdrevne. Det generede ikke os synderligt. 

En stor oplevelse i Rotorua var besøget i Whakarewarewa, et termisk område med bl.a. New Zealands største gejser, der sender kaskader af vand 30 m op i luften. Området indeholder også maorilandsby med krigskano og forsamlingshus. Her afholdes 2 gang dagligt en fin maori-koncert. Vi fik et glimrende indblik i maorikulturen. Her gøres meget for at bevare de gamle håndværk som træskæreri og forarbejdning af flax (new zealandsk hør), så hvert år uddannes 4 elever som træskærere og 4 som vævere. 
Tudor Towers i Goverment Gardens er et tidligere badhus, som nu er museum og kunstudstilling – også et besøg værd. 

Vi cyklede også uden for byen til en fårefarm - Agrodome , som viste sig at være et noget kommercielt fåreshow : Fremvisning af forskellige fåreracer. Klipning af får, fårehunde i arbejde o.s.v. – i en lidt for showpræget facon. Efter disse studier i både landets Undergrund og maoriernes kultur, var det igen på cyklerne. 
 

Matamata/Hobbiton – Tauranga ved Stillehavet: 

(Tilbage til toppen)


En af vore varmeste dage gik det 80 km mod Matamata, en hård, men dejlig dagsrute, hvor vi midtvejs kom op over 500 meters højde. Området omkring Matamata eller Hobbiton, som byen nu ynder at kalde sig, er med bløde grønne bakker. 

Et smukt bakket og grønt terræn her var locations for optagelserne med hobbitterne i Herredet i de første scener i Ringenes Herre. Vi så de små hytter i skrænterne og kunne klart genkende det store træ øverst på toppen af bakken og træet ved søen i Bag End. Ganske sjovt at være ”på stedet”, hvor 400 mennesker i 3 måneder lavede optagelser til de senere års mest omtalte film. 

Fra Matamata tog vi en afstikker til Tauranga ved Stillehavet. Den lange, hvide sandstrand ved Mt. Maunganui - et af maoriernes mange hellige steder - lyden af bølgernes rullen mod strandkanten, udsigten over Stillehavet – en uforglemmelig oplevelse, som stadig sidder i os. 

I Te Puke tæt på dyrkes kiwifrugten i stort tal på grund af det meget milde klima her og den udskibes fra Tauranga til hele verden.
 

Auckland:

(Tilbage til toppen)


Dagen ved Stillehavet var for os en slags afsked med New Zealand. Vi måtte til at indstille os på, at vort ferieeventyr nærmede sig sin afslutning. 

Torsdag den 13. februar gik det mod Auckland og lørdag den 15. februar skulle vi med fly hjem til Danmark.

Vi havde således kun en hel dag i Auckland. og skulle selvfølgelig forbi lystbådehavnen, hvor alt denne fredag drejede sig om verdens mest prestigefyldte kapsejlads, America`s Cup, hvis første sejlads skulle starte på vor hjemrejsedag 15. februar.

Auckland kaldes også City of Sails, da der er over 80.000 både i lystbådehavnene i og omkring byen. Havnen summede af spænding og forventning til de forestående kapsejladser. Det endte så desværre for de sportsglade kiwier med, at den schweiziske båd Alinghi vandt en knusende sejr på 5 – 0. 

Vi aflagde også byens vartegn et besøg. New Zealands højeste bygning Sky Tower på
(328 m). Naturligvis, fristes man til at sige, kan man springe ud fra tårnet 192 m oppe med wire i ryggen og ”falde” ned på en lille platform ved siden af tårnet, ligesom der er klatremuligheder i tårnet også. Trangen til at give aktivitetsoplevelser var som forventet også til stede ved Sky Tower.

Lørdag formiddag tog vi den sidste cykeltur fra vort motel og 10 km ud til lufthavnen i Auckland.
Vi brugte en del tid på at emballere vore 2 uundværlige mountainbikes til hjemrejsen.

Søndag den 16 februar var vi igen i Danmark efter en helt igennem uforglemmelig rejseoplevelse rundt på New Zealand.

Vi kan kun opfordre andre at tage en pause i arbejdslivet på nogle uger/måneder, hvis muligheden er til stede og New Zealand er absolut et besøg værd.